torsdag den 20. november 2008

Hvad medierne siger om Arto.dk

Af omdiskuterede temaer i artikler der behandler Arto.dk kan nævnes pædofili, sex, ensomhed, misbrug og afhængighed.

I medierne behandles mulige årsager til unges storforbrug af Arto. Blandt andet benytter mange unge sig af siden, fordi de føler sig ensomme og behøver en eller anden form for kontakt og bekræftelse. På Arto er der rum og tid til at tænke over, hvad man skal skrive til den anden og ikke den fjerneste grund til rent fysisk at opføre sig på nogen bestemt måde eller efter nogen bestemt kode, idet man jo blot sidder bag skærmen hvor intet andet end det, man skriver, offentliggøres. Herved kan man således i ro og mag sidde og hente bekræftelse og pleje sociale netværk, mens det umiddelbart for vedrørendes familie og nærmeste kan virke som om at han/hun isolerer sig mere og mere.

Et andet, måske mere positivt, syn på Arto er at ovenstående blot er det moderne, og ikke nødvendigvis ringere, svar på unges måde at kommunikere med hinanden på. For idag er det muligt for dem at kommunikere med langt flere på een gang, blandt andet over Arto (hvor de kan chatte flere ad gangen), på mobiltelefonen, pr. SMS samt via online-spil, facebook, myspace, you name it. Der er uhyggeligt mange muligheder for kontakt idag, og samfundet skal efter dette syn blot vænne sig til det og lære at acceptere, og måske siden hen respektere, at unge ikke længere har et lige så stort behov for kontakt IRL som førhen.

Pædofili er endnu en yderst fremtrædende ting, der tages op i medierne, når det gælder Arto. Den typiske holdning lader til at være at der skal være mere kontrol med Arto, eksempelvis mener nogle at Arto bør kræve oplyst personnummer, når folk opretter profiler på arto. Således vil man ikke kunne skjule sin alder, og børn vil ikke tro at det er jævnaldrende, de snakker med, når det rent faktisk er en midaldrende mand, der ønsker mere end blot chats med "offeret". Modsat mener andre, at der skal være mere tillid til mennesker, og at en sådan kontrol på nettet blot ville føre til generel mistillid, og at "mere vil have mere", forstået på den måde at mænd til sidst ville skulle have føres i snor, hvis de ville uden for en dør. En sådan slippery slope er selvfølgelig irrationel, men det er typisk et sådant argument for kontrollen, jeg finder i medierne. Dette kan desuden sidestilles med den generelle mistillid til mandlige pædagoger, fordi der har været sager med pædofiles overgreb på børn på daginstitutioner.

Misbrug af Arto nævnes også i mediern. Mange unge kan finde på at "hænge hinanden ud" på Arto, eksempelvis at lægge pinlige billeder ind af deres klassekammerater eller mobbeofre på deres profil. Her går mange ind for tanken om muligheden for at anmelde de pågældende unges profiler.

Ingen kommentarer: